Voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problematikker er netop vores målgruppe, og det er netop, hvorfor Løvdalen er sat i verden: Løvdalen har i mere end 30 år arbejdet for at skabe livsglæde og succesoplevelser gennem meningsfuld beskæftigelse for socialt og psykisk udsatte borgere i samarbejde med Granhøjen. At have en hverdag med meningsfuld beskæftigelse er en vigtig forudsætning for at skabe en identitet, der ikke er knyttet til bestemte sociale problemer eller diagnoser. Dét er en grundsten i vores arbejde med beskæftigelse og aktivering. Vi tror fuldt og fast på, at beskæftigelse på den måde er en vigtig og effektiv del af behandlingen.
I stedet for at man opfatter sig selv som psykisk syg, stofbruger eller arbejdsløs, så er det en del af ens identitet, at man arbejder i butik, på en frugtplantage, byggeri, passer dyr eller andre job. Arbejdet er med til at bryde det negative selvbillede, og derfor kan der bygges flere positive historier op, når man mærker anerkendelsen fra de andre involverede. Beskæftigelsen bidrager til, at individet får indhold i hverdagen og er en del af et fællesskab. Beskæftigelse giver borgeren mulighed for at bruge og udvikle sine evner og sociale kompetencer på en arbejdsplads og bidrager til, at de gennem arbejdet og aktiviteter opnår øget livskvalitet og selvværd. Det giver en helt anden følelse af anerkendelse, at man betyder noget – at man er ventet et sted – men også, at man er borger i samfundet og yder noget.
Vi ved, både fra eget regi, men også fra forskning, at udsatte grupper oplever, at de står uden for fællesskaber. For vores beboere og borgere kan det være et vilkår at følge fællesskaber fra sidelinjen, at stå på kanten af eller helt uden for samfundets fællesskaber. Løvdalen beskæftigelse og uddannelses fornemmeste opgave er at medvirke til rehabilitering og bidrage til inklusion – og dermed bliver beskæftigelsen en del af behandlingen.
Fra indlysende indsigt til struktureret indsats
Til at starte med var den beskæftigelse, som beboerne i de første tilbud under Granhøjen ikke struktureret, som de er nu. Der var det en naturlig del af hverdagen og det at prøve at skabe en struktur for de mennesker, der havde brug for det. Fordi det var det, der virkede. Og fordi det virkede, besluttede de to grundlæggere, Grete og Torsten, sig for at sætte ord på og synliggøre deres arbejde og koncept. Det blev til en brochure, som var henvendt til sagsbehandlere i det offentlige system.
Den handlede netop om, at en meningsfuld beskæftigelse kan tage trykket af psykisk belastede mennesker – og den ramte plet. Dengang handlede beskæftigelse af den gruppe med Gretes ord ”mest om at flette peddigrør og samle klemmer”, og Grete og Torstens anderledes tilgang vakte interesse. Det førte til, at de for alvor fik fodfæste med koncept, da de fik så mange henvendelser om unge med psykiske problemer, at de måtte udvide og indrette nye bygninger til beboelse.
Det var simpel nødvendighed, der fik dem på sporet af, at beskæftigelse virkede så godt. For det, de oplevede, var, at hvis de ikke lavede en struktureret hverdag med beskæftigelse som det centrale element, så fungerede hverdagen ikke. På den måde kan man sige, at det egentlig ikke var nogen dyb tallerken, der blev opfundet, for de lavede ganske enkelt en slags kopi af samfundet omkring dem. De mennesker, der kom til Granhøjen, skulle indlemmes i samfundet igen. Det vil sige, at de skal lære at passe et arbejde, at klare sig uden hjælp fra det offentlige, have en identitet, lære nogle grundlæggende principper for, hvordan man gør ting sammen med andre. Så et arbejde til alle beboere var den indlysende vej at gå, og det har lige siden været et helt centralt element i konceptet.
Vi stiller i beskæftigelsen nogle muligheder op for borgerne, men hvis de ikke vil, er der ikke noget at gøre ved det – det er en vigtig del af behandlingen, at den enkelte selv tager ansvaret for sit liv og føler, at de har behov for et arbejde. Det er ikke vores behov, at de arbejder. Men det er lettere for dem at blive en del af fællesskabet, når de bidrager med noget. Og de skal selv ville.
Målrettet, individuel beskæftigelse baseret på drømme og mål
Det kan være svært at sætte fingeren på lige præcis det, der gør beskæftigelsen så vigtig – men en god ledetråd er at se på os selv. Arbejdet giver os en identitet. Det behøver ikke være nogen fin og spændende identitet, men når man lider af en psykisk lidelse, er det ofte det, der er ens identitet. ”Jeg er skizofren og bor på et bosted” kan være en identitet. Men en anden kan være: ”Jeg arbejder på en café”, eller ”jeg arbejder som skovhugger”. Det betyder rigtig meget. Og vi ser ofte, at de borgere, der er i beskæftigelse hos Løvdalen, tager hjem på weekend eller ud i byen i deres arbejdstøj, for det er det, der fortæller deres pårørende og omverdenen, hvem de er.
Beskæftigelse handler for os ikke om at have et antal job, som vi kan sætte borgere til. Det er faktisk omvendt. Hver eneste borger er noget for sig, og hver gang, vi får en ny borger, skal vi skabe en beskæftigelse, der giver mening for den enkelte. Noget af det første, vi taler med dem om, er, hvad de har lyst til at beskæftige sig med, og hvad de drømmer om at komme til at arbejde med på den lange bane.
Nogle har et svar klar, for andre er det meget vanskeligt at forestille sig, at de nogensinde vil blive i stand til at arbejde, og de kan synes, at alt lyder lige umuligt at komme i gang med. I de tilfælde kan vi hjælpe dem med at finde motivation ved at snakke om, hvilke drømme de havde, da de var yngre eller børn. Hvad var det, de så for sig? Måske brandmand eller frisør? De fleste ender med at komme i tanke om noget, de engang ønskede, og fra det udgangspunkt kan man tale om, hvad det var for muligheder, de så dengang, og hvilke evner de havde og stadig rummer.
Selv om det kan forekomme dem at være en helt urealistisk drøm i deres nuværende situation, kan der trækkes tråde fra den til et mere realistisk job, der indeholder nogle af de samme elementer. Vi finder frem til nogle af de værdier, de lægger vægt på og forstørrer dem. På den baggrund finder vi i fællesskab ud af, hvordan klienten kommer i gang med at bevæge sig i den rigtige retning inden for de rammer, vi kan tilbyde. Eller udenfor. Vi har også beboere i praktikforløb eller i lære i andre virksomheder.
Mange af vores beboere og borgere har det til fælles, at de har meget svært ved at bevare koncentrationen, specielt i starten, når de kommer til os. Det indebærer også, at de ikke bare kan gå i gang med et arbejde og holde sig i sving til fyraften, det går de sur i. Nogle må starte helt fra bunden med en lille overskuelig opgave, for eksempel med at passe fyret på et botilbud et par timer dagligt eller fodre papegøjen i vores gårdbutik, Nygården. Når de oplever succes med en arbejdsopgave, kan vi i samarbejde med beboeren ganske langsomt bygge ovenpå med respekt for de grænser, den enkelte har – naturligvis kan alle ikke komme op på at arbejde fuld tid.
De fleste har evnen til at flytte sig mere. Hvis drømmen eksempelvis er at blive elektriker, kan den ikke i alle tilfælde blive realiseret, men måske kan klienten blive en rigtig god medhjælper-elektriker. Så god, at det kan være interessant for en virksomhed at have borgeren ansat med løntilskud eller på tilsvarende vilkår – en langt bedre tilværelse end at være spærret inde på en psykiatrisk afdeling.
Pionerarbejde bliver til dagligdag – og vi fortsætter fremad
I dag er beskæftigelse en langt mere accepteret del af behandlingen, end den tidligere har været. Vi har været pionerer på området, og det giver ofte nogle slag at være pioner. I dag mærker vi også, at det er langt lettere for os at forklare vores koncept med beskæftigelse og behandling. Det er gået fra at være udskældt og kontroversielt til at være politisk korrekt. I de senere år er man fra politisk side for alvor begyndt at se mulighederne i beskæftigelse til mennesker med sociale og psykiatriske problemer. Det er et stykke arbejde, vi har udført i 30 år, og som vi meget gerne gør 30 år endnu.
En stor del af teksten på denne side er baseret på tanker, som grundlægger og direktør Grete Mikkelsen
udgav i bogen ”Omsorg gør det ikke alene” fra 2015. Herunder finder du et direkte uddrag,
og du kan også læse hele bogen, som du finder på vores fælles koncernhjemmeside.
Omsorg gør det ikke alene
Arbejde gør den halve forskel
En gang tog det seks år, før en af vores beboere, som var hos os i 19 år, mødte på Nygården for at arbejde. Han ville hellere gå op på det beskyttede værksted på en psykiatrisk afdeling, hvor han kunne ligge på en sofa og snakke med sine venner, som var nogle stemmer, han hørte. Jeg snakkede tit med ham om, at det ikke var videre udfordrende for ham, og foreslog ham, at han skulle komme og arbejde med os andre. Til sidst lykkedes det. Han kom efter seks år og sagde, at nu ville han godt, men kun to dage om ugen. Helt i orden, sagde jeg, og det begyndte han så med.
Efterhånden arbejdede han for fuld skrue. Nu er han udskrevet og bor i et opgangsfællesskab – et tilbud til mennesker, der kan klare det meste selv, men har brug for lidt støtte – og arbejder på sin kommunes grønne hold, som er med til at holde parker og andre grønne, offentlige arealer pæne. Da han kom her, snakkede han hele tiden med sig selv, folk var bange for ham, og han var aggressiv. Nu er han blevet en del af samfundet og kan tage del i det.