BESKÆFTIGELSE

På Granhøjen tror vi på, at alle mennesker trives bedst i sociale, forpligtende fællesskaber, hvor de bliver anerkendt som ligeværdige, og hvor de oplever at gøre en forskel. At have en hverdag med meningsfuld beskæftigelse er en vigtig forudsætning for at skabe en identitet, der ikke er knyttet til bestemte sociale problemer eller diagnoser. Derfor er beskæftigelse altid en del af et ophold på Granhøjen.

Herunder kan du læse om, hvorfor vi mener, beskæftigelse er så vigtig. Om vores samarbejdspartner Rehabiliterings- og aktivitetscenter REBOA, som koordinerer beskæftigelsesindsatsen. Og til sidst om, hvordan og hvorfor vi også sørger for at implementere bæredygtighed i beskæftigelsen.

 

Rehabiliterings- og aktivitetscenter REBOA

Granhøjen samarbejder med Rehabiliterings- og aktivitetscenter REBOA, som koordinerer en helhedsorienteret og professionel indsats omkring beskæftigelsen. REBOA arbejder for at skabe livsglæde og succesoplevelser gennem meningsfuld beskæftigelse for socialt og psykisk udsatte borgere.

Beskæftigelsen bliver tilrettelagt individuelt og tages løbende op til eftersyn. Hvis borgerne har ressourcerne, stabiliteten og interesserne for det, kan REBOA også tilbyde ordinær uddannelse. På den måde ser vi nogle af vores borgere blive udskrevet med en færdiggjort uddannelse og med god mulighed for at klare sig selv samt fastholde en stabil hverdag.

REBOA har tilbud inden for tre overordnede rammer:

Vores beskæftigelsestilbud har forskellige sværhedsgrader, så borgerne kan begynde i deres beskæftigelse under rolige og uformelle rammer, og når de mestrer dette, kan de få nye udfordringer.

 

Hvorfor overhovedet beskæftigelse?

På Granhøjen har vi i mere end 30 år arbejdet med at skabe meningsfuld beskæftigelse for Granhøjens beboere. Vores pædagogiske tilgang er baseret på et narrativt og systemisk menneskesyn. Vi ser det som afgørende at arbejde med at støtte mennesker til at skabe en ny identitet, der bygger på nye og foretrukne historier.

Alle mennesker har brug for mening i tilværelsen og for at opleve succes. På Granhøjen har vi den indstilling, at alle mennesker er noget andet og mere end deres problemer. Vi anerkender, at alle har brug for at være vigtige og værdifulde for andre mennesker. Det betyder, at vi anvender beskæftigelse og aktivering som en væsentlig del af behandlingen.

Beskæftigelsen giver rig mulighed for at opleve succes og være en del af et fællesskab og være betydningsfuld for andre. Det er utroligt vigtigt i forhold til at styrke sin identitet som at være mere og andet end sin lidelse. Det betyder ikke, at problemerne forsvinder, men der dukker succeser og alternative historier op, som er med til at give den enkelte nye perspektiver på livet, og som er med til at frigive energi til at handle og tænke anderledes.

Det, at kunne fortælle hvor man arbejder, er en af de historier. I stedet for at man opfatter sig selv som psykisk syg, misbruger eller arbejdsløs, så er det en del af ens identitet, at man arbejder i butik, på en frugtplantage, byggeri, passer dyr eller andre job. Arbejdet er med til at bryde det negative selvbillede, og derfor kan der bygges flere positive historier op, når beboerne mærker anerkendelsen fra både chefen, kollegerne og kunderne i beskæftigelsen.

Beskæftigelsen skal passe til den enkelte beboers behov og funktionsniveau, men skal være så tæt på det almindelige arbejdsmarked som muligt. Det skal betyde noget for arbejdspladsen, at beboeren møder på arbejde, og det betyder noget, at man sammen med sine kolleger yder en god service og et godt produkt. Det giver en helt anden følelse af anerkendelse, at man betyder noget, men også, at man er borger i samfundet og yder noget.

Vi anerkender, at også beboerne på Granhøjen er forskellige og har forskellige drømme og ønsker for fremtiden. Det skal vores beskæftigelse afspejle. Fælles for alle vores beskæftigelsestilbud er, at de skal give mening for beboeren. Med det store udbud af beskæftigelsestilbud kan vi til hver en tid skræddersy et forløb, der passer til den enkelte og løbende tilpasse beskæftigelsen til den udvikling, som beboeren gennemgår på Granhøjen og i beskæftigelsen.

Bæredygtig beskæftigelse

Beskæftigelsen er ingen undtagelse, når det gælder arbejdet med bæredygtighed. I alle vores beskæftigelsestilbud arbejder vi med økologi, affaldssortering, energibesparelser, miljøhensyn og genbrug. Granhøjen skal som virksomhed og botilbud afspejle det samfund, vi er en del af. Og i dag er aspekter som miljø- og naturbeskyttelse, sundhed og socialt og lokalt ansvar en naturlig del af samfundet, virksomhedsdriften og både privat- og arbejdslivet.

Et af Granhøjens pædagogiske principper er ligeværd, og bygger på ideen om, at beboeren skal være en del af samfundet. Derfor skal de også tage del i ansvaret for vores fælles udfordringer. Hvis samfundsansvar kun er noget, de ressourcestærke skal gå op i, så fjerner vi de udsatte borgere endnu mere fra at være en del af samfundet og tage ansvar.  Derfor har vi på mange måder implementeret vores arbejde med at mindske belastningen af miljø og klima i både botilbuddenes dagligdag og den daglige beskæftigelse.

Er du interesseret i at læse mere om Granhøjens arbejde med bæredygtighed og CSR, kan du se mere her eller læse vores magasin ”For en bæredygtig fremtid”.

 

Socialt ansvarlige virksomheder

Granhøjen samarbejder desuden med de socialt ansvarlige virksomheder Nygårdens Gårdbutik og Hotel du Vest. De fungerer på markedsvilkår, som en helt almindelig virksomhed, og målet er, at beskæftigelsen minder om en hverdag som på en hvilken som helst anden arbejdsplads i Danmark.

Socialt ansvarlige virksomheder opnår stadig større anerkendelse for deres innovative bud på koblingen mellem erhvervsdrift og velfærdsopgaver. Det skyldes, at de skaber beskæftigelse og aktivering, kombineret med, at virksomheden drives på almindelige markedsvilkår. Det betyder således, at virksomhederne er i stand til at koble erhvervsdriften med samfundsmæssige udfordringer. Det er unikt, fordi det giver mennesker med psykiske lidelser mulighed for at blive opkvalificeret og hjulpet til at få fodfæste på det ordinære arbejdsmarked.

Mennesker med psykiske lidelser indgår som en del af medarbejderstaben, hvor opgaver langsomt vokser i takt med den enkeltes udvikling og kompetencer. Således bliver den enkelte hele tiden udfordret på sit individuelle funktionsniveau og bedres både psykisk og socialt. Det er særligt denne vinkel, som er unik, fordi socialt ansvarlige virksomheder kan skabe disse særlige rammer, kombineret med at virksomhedens kunder også skal serviceres og altid kan føle sig velkomne.

© Granhøjen – BorgerBeskæftigelse

Corona-retningslinjer
Vi prioriterer vores beboeres, personales og besøgendes sikkerhed. Derfor følger vi Sundhedsstyrelsens retningslinjer tæt, og tilpasser løbende vores foranstaltninger efter myndighedernes anbefalinger.