Fri os fra normaliteten

Skrevet



En blanding af borgere og personale mødtes onsdag aften på Granhøjens botilbud Tjørneparken til et oplæg under overskriften Fri os fra normaliteten!
 
Granhøjen havde inviteret sundhedsantropologen Hanne Struensee Schmidt på besøg for at holde et oplæg, hvor hun bl.a. præsenterede tanker om de samtaler og undersøgelser, hun har haft med Granhøjens borgere på botilbuddet Tjørneparken. Det overordnede budskab var, at vi skal møde hinanden åbent, og lægge tankerne om, således at vi lægger det normale til side, for at kunne betragte verden gennem nye vinkler. 
 
Men hvad er normalt? Er det efterstræbelsesværdigt at være ”normal”? Og er der overhovedet nogen, der er normale? Kassetænkningen skal væk – vi skal ikke tænke om mennesker som værende indenfor eller udenfor kassen ”normal”.
 
Vi skal lægge vores fordomme væk og møde mennesker som mennesker i stedet for at stigmatisere mennesker pga. psykiske sygdomme, handicap, alder, køn eller seksualitet.
 
Grundlæggende var oplægget en opfordring til, at mennesker med psykiske sygdomme (og alle andre) ikke skal efterstræbe at være normale, men at vi i stedet skal leve i mangfoldighed med alle vores ”unormaliteter”. 
 
Granhøjen glæder sig over dette indlæg i debatten om psykiske sygdomme, som er i overensstemmelse med vores tilgang til borgerne.