Granhøjens første pinsebasar

Skrevet


Pinsebasar 2019

I weekenden blev der for første gang afholdt pinsebasar på Nygården, og dagene var fyldt med hyggelige aktiviteter for hele familien. 

Det har krævet en masse planlægning og samarbejde at få årets pinsebasar klar. Ved at samarbejde om et større arrangement, lærer vi hinandens værdier og kompetencer at kende, og i fællesskab får vi alle opgaverne løst. 

Det gav derfor også en stor glædesfølelse at se planlægningen komme til live i weekenden, hvor Nygårdens gårdsplads blev forvandlet til en vaskeægte pinsebasar.  

Grupperne “Juicy Jazz” og “Pino and the peanuts” fyldte pladsen med stemningsmusik, imens der i boderne blev solgt flotte hjemmelavede pyntegenstande, “terrassevarmere”, lækre burgere og en masse andet.   

Der var også aktiviteter for de børn der kiggede forbi, og særligt ponytrækning viste sig at være populært. Efter en tur på de søde ponyer kunne børnene få stillet sulten med snobrød, som de selv bagte over bål.  

Det var en vellykket pinsebasar der løb over stablen og det kan bestemt ikke udelukkes, at vi gentager succesen igen til næste år. 

Du kan læse mere om årets pinsebasar i artiklen “Per på pletten: Pinsebasar på Nygården” på Livetpaagranhojen.dk.