Nyt oplag af Grete Mikkelsens bog Omsorg gør det ikke alene

Skrevet


I 2015 udkom bogen Omsorg gør det ikke alene, som omhandlede de første 30 år af Granhøjens virke. Vi har netop genoptrykt bogen, og vi synes, det skal fejres med et uddrag fra bogen.

Du kan læse forord og det første kapitel herunder.

Forord

Tilbage til fællesskabet

Normalt når man gør status i en bog eller biografi, er det ofte fordi, man

ser tilbage på noget, der nærmer sig sin afslutning, eller man har fundet en

afklaring, man ønsker at fastholde og udbrede. Dette er ikke en jubilæumsbog

eller en bog, der skal gøre status over mit liv eller Granhøjen. Denne bog

er én ud af mange historier, som kunne være fortalt om mig, os og Granhøjen.

Hvis du spørger andre, vil de sikkert fortælle andre historier og måske

fokusere på nogle helt tredje ting. Ingen historier – heller ikke denne – vil

alene kunne danne et billede af det levede livs kompleksitet, ingen historier

vil alene kunne fortælle sandheden om hverken et menneske, en virksomhed

eller en filosofi.

 

Som Einstein sagde: ”Alt er relativt”. Det handler om, hvem vi er, og hvor

vi står, når den enkelte skal fortælle sin historie og ”sandhed”. Hvis vi lægger

alle de historier, der findes, sammen, vil vi måske kunne få et nogenlunde

informativt billede. Med denne bog tilføjer jeg endnu en historie på det liv,

der leves i et lille samfund i verden, nærmere bestemt Granhøjen. Det er

heller ikke et forsøg på at fortælle en endegyldig sandhed eller om den rette

vej. Men det er mit bidrag til, at vi sammen kan blive ved med at flytte os og

måske forstå hinanden og vores verden bedre.

 

Vi har brugt 30 år på at nå dertil, hvor vi er nu. To mennesker – min mand

og jeg – blev til mere end 200 medarbejdere og mere end 140 beboere på bosteder,

et privathospital, to socialøkonomiske virksomheder – og så det løse.

Men det er ikke blot blevet til noget, man kan måle og veje. Hele perspektivet

på, hvilken opgave, vi er sat i verden til at løse, har udviklet sig de sidste 30 år.

Vi har ikke blot ønsket at udfylde andres opfattelser, men at skabe vores egne

opfattelser og filosofier – og så har vi troet på dem på trods af andres til tider

meget kritiske holdning. Det håber jeg, at andre kan lade sig inspirere af,

uanset hvad de beskæftiger sig med.

 

MED I FÆLLESSKABET

Samfundet er et fællesskab, hvis eksistens og berettigelse er afhængig af, at

størsteparten af medlemmerne i samfundet er aktive bidragere til fællesskabet,

at de støtter og accepterer de regler og normer, som er samfundets

fundament. Alle mennesker har behov for at være et gyldigt og værdifuldt

medlem af et fællesskab, da mennesker er flokdyr og kun eksisterer i kraft af

og i forhold til andre mennesker. Hvis ikke mennesker føler sig som medlemmer

af det dominerende fællesskab, vil de opsøge andre fællesskaber, som kan

blive eller være en trussel mod det bestående fællesskab.

 

Granhøjens opgave er at forhindre dette og tage vare på dem, som er udskilt

af fællesskabet af den ene eller anden grund og hjælpe dem tilbage i det

bestående samfunds fællesskab igen. Dette gør vi ved at tilbyde et fællesskab,

som er funderet på det bestående samfunds normer og regler, men er åbent,

klart og tydeligt, uden straf, med ligeværdige relationer og ansvar, der bliver

forklaret og afklaret i samværet. Således at det er muligt for alle at gennemskue,

hvad der foregår og tage stilling til, på hvilken måde de ønsker at handle

og være en del af fællesskabet. Vi forsøger således at mindske den angst, som,

vi oplever, præger de mennesker, der er blevet udelukket fra det bestående

fællesskab, samfundet. Vi lærer dem at forstå og forholde sig til de normer og

regler, der styrer samfundet. Formålet er, at de igen skal blive medlemmer af

det store fællesskab.

Det er dybest set sådan, vi på Granhøjen forstår vores opgave, og det er i

den kontekst, jeg ønsker, man skal læse bogen.

 

Jeg vil gerne takke alle på Granhøjen, der har bidraget med deres kommentarer

og ideer undervejs i processen. En særlig tak til de seks beboere, der har

valgt at fortælle deres historie i bogen her. Det kræver mod, og jeg er sikker

på, at det mod vil kaste frugt af sig ved at skabe større forståelse for, hvad det

betyder, når man ikke har det stærke fællesskab, og hvor meget det betyder

at få et fællesskab som et fast grundlag for tilværelsen. God fornøjelse med

bogen.

Grete Mikkelsen, september 2015

Prolog

Bennys historie

Første gang jeg mødte min ældste storebror, Benny, var jeg 7-8 år gammel.

Han var da en voksen mand midt i tyverne og boede i Birkerød på Ebberødgård,

den første store institution under det, der dengang hed Åndssvageforsorgen.

Benny var hjerneskadet, og skaden opstod formentlig under fødslen,

fordi min mor ikke fik tilstrækkelig professionel hjælp. Hun var bare 16 år, da

hun blev gravid første gang, og derfor endnu ikke gift med faderen, som også

er min og mine søskendes far – jeg er efternøler i en børneflok på fem.

Der blev ikke set med milde øjne på, at børn blev født uden for ægteskab

og af en så ung mor dengang midt i 30’erne, så hun blev sendt på Fødselsanstalten

i Aarhus og overladt til sig selv i et rum i 24 timer, da veerne begyndte.

Hun skulle ikke forvente nogen assistance, når hun havde bragt sig selv i den

situation, og hendes egen og også min overbevisning var, at det lange og hårde

fødselsforløb uden hjælp betød, at Benny pådrog sig en hjerneskade.

I første omgang tog mine bedsteforældre sig af Benny, men da vores forældre

flyttede til Sjælland og blev gift, kom han hjem at bo hos dem. Dog kun

indtil han skulle begynde i skole. Da det stod klart for omverdenen, at han

var ude af stand til at følge med i almindelig undervisning, blev han tvangsfjernet

uden yderligere diskussion. Det var normen dengang – hvis barnet var

ude af stand til at gå i skole, var der noget i vejen, og alle var bedst tjent med,

at barnet kom på institution.

 

Derfor boede Benny på forskellige institutioner og var som voksen anbragt

på Ebberødgård, hvor jeg besøgte ham med vores fælles familie – jeg tror,

anledningen var, at han blev 25 år. Mødet gjorde stort indtryk på mig. Hele

familien sad anspændt og ventede i et besøgsrum med blå institutionssofaer,

hvor der var dækket op til kaffe på teaktræsbordet. Så kom Benny ind sammen

med en kammerat og en plejer. Jeg var lidt bange for ham, han var jo en voksen

mand, men opførte sig som en teenager, kåd og opstemt over besøget.

Jeg prøvede sammen med min anden bror at snakke lidt med ham, men det

var svært, og Benny var optaget af konstant at stjæle sukkerknalder fra den

skål, der var sat frem.

 

Bagefter ville han vise os, hvor han sov, og førte os op ad trappen og videre

op ad en hønsestige, hvor han og en anden beboer boede i det mest triste,

bare loftsrum, hvor der var stillet to senge op under det rå tegltag.

Det blev også eneste gang, jeg så Benny. I hvert fald husker jeg ikke andre

møder. Han døde kort efter vores besøg, der var nogen mystik om hvorfor.

Min mor mente, at det var sukkersyge, og jeg koblede det dengang sammen

med de mange sukkerknalder, jeg havde set ham spise, den dag vi besøgte

ham. Jeg lærte aldrig min bror at kende, men hans skæbne gjorde indtryk

på mig, også fordi min mor livet igennem var ked af det, når hun talte om

Benny.

 

Kapitel 1

Hvor langt er vi nået siden Benny?

Bennys historie er med i min bagage og var med til at lægge kimen og vække

min interesse for psykiatri og vilkårene for udsatte mennesker i samfundet.

Grundlæggende fordi det gav mig en følelse af, at det ikke kunne være rigtigt,

at man behandlede mennesker sådan, det måtte kunne gøres bedre. Jeg endte

med at beslutte mig for en uddannelse til socialpædagog og tog sideløbende

kurser og fulgte forelæsninger i psykiatri, når der var mulighed for det.

Mens jeg som 16-17-årig samlede point for at komme ind på seminariet og

var i såkaldt forpraktik på fritidshjemmet Lundely i Fredensborg trængte

historien om min bror sig på igen. For fritidshjemmet var oprindeligt børneasyl

og det første sted, Benny blev anbragt, da han nåede skolealderen og blev

tvangsfjernet. Samtidig var det her, jeg for første gang fattede interesse for

det, der senere skulle danne afsæt for Granhøjen. Jeg var med fritidshjemmet

ude at besøge en gammel bondegård, et behandlingskollektiv, der var del i

det, som blev kaldt Miljøerne. Det var alternative behandlingssteder, et oprør

mod institutionalisering og vanetænkning, og jeg kunne se, at de børn, der

var på gården med tilhørende sanktbernhardshund og bondegårdsdyr, trivedes.

Jeg var meget fascineret af, at man kunne tilbyde børn med problemer

sådan en mulighed i stedet for den triste institutionsramme, der blev Bennys

lod.

 

Jeg tænker tit over, hvor langt vi i samfundet er nået, siden jeg mødte Benny.

Svaret er jeg aldrig helt sikker på. Jeg har arbejdet med psykisk og socialt

udsatte mennesker i mere end 30 år. Jeg har mødt tusindvis af mennesker,

der har levet et liv i en institutionsverden som klienter. Nogle er blevet skadet

som spæde, fordi de har været udsat for massive svigt fra deres forældre og

har måske levet et barneliv med vold og misbrug. Andre har haft bedre betingelser

i deres start på livet, men har en diagnose, der har betydet, at de skulle vokse op

langt fra en almindelig hverdag som børn på institutioner. Og nogle

er blevet ramt af invaliderende psykiske lidelser som unge eller voksne. I bogen

her skriver jeg om nogle af de skæbner, fordi jeg mener, at det er vigtigt

at fortælle historien om de mennesker, der ikke lever på samme solside, som

mange af os andre gør. Det er mennesker, der normalt ikke har en stemme i

den offentlige debat, har stærke patientorganisationer i ryggen eller har stor

bevågenhed fra medicinalindustrien. Derfor er deres stemme vigtig, og de er

vigtige for at finde svaret på, hvor langt vi er kommet, og hvordan vi kommer

videre.

 

For på overfladen er vi jo nået et pænt stykke. Ingen børn på institutioner

sover i dag i tremmesenge på loftet under det rå tegltag. Vi har mange

gode institutioner for udviklingshæmmede børn, og vi er meget bedre til at

tilbyde dem et liv med indhold. Men hvor man som udviklingshæmmet eller

psykisk udsat på Bennys tid var hensat til at leve et liv afsondret fra os andre

på et loft, så er man i dag stadig alt for ofte hensat til et klientliv langt fra det

normale samfund, og man er hensat til et liv, hvor man langt fra har samme

muligheder og velfærd som andre. Psykisk sygdom er i dag den mest ulighedsskabende

faktor i samfundet. Mennesker med psykiske lidelser dør før

andre, de får oftere livsstilssygdomme, de har lavere uddannelse, de er langt

mindre i beskæftigelse, og de lever et liv, hvor de oven i deres sygdom skal

håndtere massive fordomme over det at være psykisk syg. Alle disse forhold

er ikke bare taget ud af den blå luft. De er veldokumenterede, ikke bare én

gang, men i talrige undersøgelser år efter år.

 

I en stor nordisk undersøgelse baseret på over en million psykiatriske

patienter bliver det ifølge ”Vidensråd for Forebyggelse” dokumenteret, at

psykiatriske patienter lever 15-20 år kortere end andre personer. I undersøgelsen

indgik alle patienter, som havde været indlagt på psykiatrisk afdeling,

dog var patienter med demens ikke med. Blandt de psykiatriske patienter er

forskellen i forventet levetid stort set konstant over den 20-årige undersøgelsesperiode.

Der har været en næsten konstant forskel på cirka 20 leveår

for mænd og 15 leveår for kvinder igennem hele undersøgelsesperioden. En

del af forklaringen er, at personer med psykisk sygdom generelt har en mere

usund livsstil end den øvrige befolkning. Eksempelvis er der flere rygere og

færre fysisk aktive, ligesom mange spiser mere usundt. At der ikke er rykket

nævneværdigt ved tallene viser, at vi på de helt grundlæggende forhold for

psykisk udsatte mennesker står i stampe. Man kan endog frygte, at det går

den forkerte vej i disse år.

 

På beskæftigelsen rykker vi heller ikke meget. Tidligere på året viste en

undersøgelse fra Kommunernes Landsforening og Sundhedsministeriet,

at kun 28 procent af danskerne – mellem 18-65 år, som var i kontakt med

et psykiatrisk sygehus i 2013 – var i beskæftigelse eller under uddannelse i

størstedelen af året. Tilsvarende lå tallet for befolkningen generelt, der var i

arbejde, på 79 procent. Mindre end en tredjedel af brugerne af psykiatrien er

i arbejde eller uddannelse.

 

FORTIDEN SPØGER

Der kan være naturlige forklaringer på, at mennesker med psykiske lidelser

lever markant kortere end andre og i mindre grad er under uddannelse eller

på arbejdsmarkedet. Men det er markante tal. En mand med psykiske lidelser

har 20 år mindre at leve i, kun mindre end en tredjedel er i beskæftigelse

eller uddannelse. Jeg forstår ikke, at psykiatri og vilkår for psykisk og socialt

udsatte ikke er højere på danskernes dagsorden.

 

Så hvor langt er vi så siden Benny? Vi er ikke så langt, som vi måske tror.

Vi har måske nok skiftet sengen ud, lavet et fint værelse og ansat flere pædagoger

og medarbejdere. Men vi har i samfundet dybest set stadig den samme

berøringsangst, og vi har stadig den samme opfattelse af, at disse mennesker

ikke skal leve parallelt med os andre, men gemt væk på institutioner passet

af normale mennesker. De skal bare opbevares. Selv om Benny er et enkelt

eksempel, er det et billede på den tids behandling. Netop det historiske og

kulturelle perspektiv er vigtigt, når vi skal se på, hvorfor vi behandler psykisk

udsatte mennesker, som vi gør.

 

Vi skal ikke mere end tilbage til 2010, før behandlingsgarantien sidestillede

somatiske og psykiske sygdomme med en behandlingsgaranti på to måneder

i voksenpsykiatrien. Men vi skal nok endnu længere tilbage for at finde forklaringen

på, hvorfor der i dag er så stort skel mellem psykiske og somatiske

sygdomme. I modsætning til fysiske lidelser er sindssygdom i århundreder

blevet betragtet som en følge af synd og skyld eller ”djævelens værk”. Som en

konsekvens heraf blev mennesker med psykiske lidelser stemplet og udstødt.

 

I middelalderen blev de ”gale” set som familiens ansvar. De sindssyge blev

spærret inde i private såkaldte dårekister, der bestod af et bræddeskur, som

den sindssyge ikke kunne bryde ud af. Senere blev der oprettet offentlige

dårekister. De var tilknyttet stiftshospitalerne og var specielt beregnet til at

optage de afsindige, som blev betragtet som så farlige for sig selv og deres

omgivelser, at de skulle holdes indespærret. Dårekisterne var små plankekasser

med en luge til at række maden ind ad og med indbyggede brikse.

 

Familien var indtil midten af 1800-tallet helt afgørende for forplejningen

og behandlingen af den syge. Det første psykiatriske hospital, som byggede

på behandling og helbredelse, så først dagens lys i 1852. Det var Sct. Hans

Hospital Jydske Asyl i Århus. Hospitalet blev udviklet på idéer fra Harald Selmer,

som i dag regnes for grundlæggeren af moderne dansk psykiatri. Næsten

100 år efter i 1938 fik Danmark ”Sindssygeloven”. Den skulle sikre patienternes

retsstilling over for lægerne og betød blandt andet, at personer, der blev

tvangsindlagt, kunne klage til justitsministeren.

 

Dette korte historiske tilbageblik viser, at psykiatrien har en fortid med

skyld, udstødelse og dæmonisering. Og det tager mange hundrede år at

udviske det og få et lige så nuanceret syn på psykiske lidelser som somatiske.

Det hjælper selvfølgelig ikke, at det kan være svært at forstå for mange mennesker,

hvad en psykisk lidelse er. Det kan jeg sådan set godt forstå. Mennesker

med psykiske lidelser kan reagere så langt fra det, såkaldt almindelige

mennesker er vant til. Det er svært at forstå, hvad der sker i et menneske, der

rammes af depression, et menneske, der lider af en tilknytningsforstyrrelse

eller et menneske med skizofreni. For nogle år siden fik Skovhus Privathospital

lavet en analyse af danskernes holdning til psykiatrien. Den viste,

at 29 procent ikke vil have eller er skeptiske over at skulle arbejde med en

person med en depression, cirka 30 procent vil være skeptiske eller slet ikke

arbejde med en person med ADHD, og personer med skizofreni var det

53 procent. Halvdelen på en almindelig arbejdsplads har altså ikke lyst til

at arbejde sammen med en person med diagnosen skizofreni. Så bliver det

svært. Vi har et kæmpe arbejde foran os med at bryde fordomme og få skabt

forståelse for psykiatrien og mennesker med psykiske lidelser. Det er langt

vigtigere end love, regler, ressourcer og reformer.

 

BORGERE I SAMFUNDET

Jeg har arbejdet med dette område i mere end 30 år, og jeg har derfor fulgt

både den offentlige og faglige debat tæt i de år. Ofte er jeg ramlet ind i gængse

opfattelser og har fået kritik både af pressen og i behandlersystemet. Som

eksempelvis på området omkring beskæftigelse, hvor jeg ret tydeligt så, at

netop beskæftigelse er nøglen, når det handler om både psykisk og socialt

udsatte mennesker. Det vil jeg skrive mere om senere i bogen. Men når jeg

nævner det her, er det for at slå et slag for, at vi erkender, at vi er langt tilbage

i måden, vi både behandler mennesker med psykiske lidelser og de rammer,

vi stiller til rådighed for dem. Vi er nødt til at erkende, at vi ikke har samme

tradition, historie og kultur som i arbejdet med de somatiske sygdomme.

Når det at have en psykisk lidelse har alle de sociale konsekvenser, så er det

jo åbenlyst, at vi svigter som samfund. Jeg bliver indimellem lidt trist, når jeg

ser og hører, at økonomi altid er svaret på udfordringerne. At det er en årsag

af manglende ressourcer. Der mangler givetvis ressourcer rundt om i systemet,

men jeg savner en anerkendelse af, at vi ganske enkelt stadig hænger fast

i nogle fordomme og meget uværdige opfattelser af, hvad det vil sige at have

en psykisk lidelse. At vi har indrettet et system, der på mange måder slet ikke

fungerer. Den debat vil jeg gerne yde mit bidrag til.

 

For mig har det hele livet været en drivkraft at udvikle og gøre tingene

bedre. Det er klart, at historien om Benny også gav mig en drivkraft på

dette felt. Det har været afgørende for, at Granhøjen blev mit og min mand,

Torstens, livsprojekt, og derfor mener jeg også, at historien om Granhøjen,

vores arbejde, og hvordan vi har udviklet Granhøjen, kan inspirere og være

en katalysator for en debat om samfundets indsats for socialt og psykisk

udsatte. På de tre årtier har vi opbygget vores virksomhed, der i dag rummer

140 beboere og 200 ansatte. De er fordelt på 14 forskellige bosteder, to

socialøkonomiske virksomheder og et psykiatrisk hospital. Det er jeg stolt

af, men jeg er allermest stolt af de hundredevis af mennesker, der har boet på

Granhøjens bosteder og sammen med de ansatte har gjort stedet til det, vi er

i dag. Vi er indimellem blevet kaldt et lille samfund, som en form for kritik.

At vi har bygget vores eget minisamfund. Det har vi også på mange måder.

Men jeg synes måske, at dem, der kommer med den kritik, skulle spørge sig

selv hvorfor. Her er mit svar klart. Fordi samfundet i alt for lav grad inkluderer

socialt og psykisk udsatte mennesker som borgere. Borgere, der ønsker

en hverdag, der er lige så triviel og forudsigelig som alle andres med arbejde,

bolig og alle de gøremål, man nu en gang skal for at få tilværelsen til at

fungere. Siden Benny er vi i samfundet blevet rigtig gode til at gøre socialt og

psykisk udsatte mennesker til klienter i vores samfund. Nu skal vi gøre dem

til borgere i samfundet.