Oxanas historie – Om vrede, sammenhold og højt humør

I vores arbejde er der ikke noget bedre, end når vi har gjort det så godt, at vi har gjort os selv overflødige. Og i dag er en af de dage! En af vores beboere – Oxana – er blevet klar til at flytte i egen bolig, og i dag flytter hun så til Charlottenlund, hvor hun skal til at starte sit nye liv op. Noget af det mest imponerende ved Oxana er, at selvom hun har sine egne ting at kæmpe med, så forsøger hun altid at være der for andre samtidig. Det kan man se i både de ting, hun gerne vil huskes for; de ting hendes kontaktperson kommer til at huske hende for; og ikke mindst det, Oxana drømmer om at komme til at bruge sin tid på nu.

Vil gerne hjælpe andre

Oxana fortæller: ”Jeg håber på at komme til at kunne hjælpe andre, der måske har det ligesom mig. Jeg kunne godt forestille mig at tage rundt og holde nogle foredrag om, at man godt kan komme videre med sit liv, selvom det måske ikke altid føles sådan i situationen. Jeg vil gerne fortælle noget af min egen historie, både her fra Granhøjen og fra det tidligere bosted, jeg har været på.”

”Jeg vil gerne fortælle især unge, at de skal gribe chancen og takke ja til de tilbud, de får – for det er helt særligt, at vi har så gode muligheder her i Danmark. Det er ikke alle, der får de chancer. Det er heller ikke sikkert, at det føles som det rigtige sted, man lige er blevet placeret, og måske føles det hele fucked. Men der skal nok komme en udvikling, og der skal nok komme en ændring. Det er muligt at få det bedre.”

Derudover har Oxana også planer om at bygge et helt almindeligt liv op med mand, børn, katte, hunde og et arbejde, så hun kan tjene sine egne penge og ikke være afhængig af staten. I det hele taget er det planen at være selvstændig og velfungerende, og at det ikke ændrer sig. Hun ved godt, at det hele ikke kommer på én dag, men Oxana fokuserer på, at det er nu, hun har chancen for at vende livet til noget godt. En del af det skal være at tage en uddannelse og på den måde finde ud af, hvilken vej hun videre skal gå. Nu kan hun gøre, hvad hun har lyst til.

”Nu er tingene overvejet, inden de er gjort”

Da Oxana flyttede ind på Granhøjen for seks år siden, var den med hendes egen ord ”sgu ikke så god”. Hun har altid gået sine egne veje og gjort, som det passede hende, og nogle gange kunne det godt blive lidt ekstremt. Hun havde svært ved at styre sit temperament og sine impulser og var på den måde temmelig utilregnelig.

”Jeg kan ikke lide, når folk prøver at styre mig. Så reagerer jeg helt modsat. Jeg bliver vred og flygter fra det. Jeg er jo en voksen kvinde, så det føles ikke godt, at folk forsøger at styre mig”, fortæller Oxana, men i dag har hun lært at kontrollere sin vrede: ”Jeg kan stadig være grov i munden, men jeg har indset, at det ikke gør nogen nytte at være aggressiv og udadreagerende. Så nu er tingene overvejet, inden de er gjort.”

Oxanas kontaktperson, Maj-Britt, kan godt huske, at man aldrig vidste, hvornår Oxana var der, og hvornår hun smuttede. Men også, at det gav anledning til, at Oxana en dag brugte det til noget positivt. Maj-Britt fortæller: ”Jeg kan huske, at du ringede til mig en gang og råbte i telefonen, at nu ville du skride, og du ville ikke være der, når jeg kom tilbage fra min køretur. Og da jeg så kommer tilbage er stuebordet dækket flot op med ristede nødder og andre delikatesser, og Oxana kommer springende brølende frem for at overraske og tage fusen på mig med den her lækre overraskelse. Jeg blev vildt forskrækket, men det var så sødt og sjovt.”

”I kommer til at savne mig!”

Der er mange historier at tænke tilbage på med Oxana – både for hende selv, for medarbejderne og for de andre beboere. Der var en enkelt gang, hvor hun i vrede puttede et helt kilo salt i en hjemmelavet tomatsuppe, men det er noget, de alle kan grine af i dag. Oxana har nemlig derudover været en drivkraft for sammenholdet i huset og især i køkkenet. Her har hun stået for at lave både sund mad og kager til alle, og har i det hele taget været rigtig god til at samle de andre.

Netop sammenholdet er noget af det, Oxana håber at blive husket for i det hus, hun nu forlader: ”Jeg har været god til at snakke med de andre beboere. Det kan nok nogle gange være nemmere at snakke med mig end med personalet. Og det vil jeg gerne huskes for. Vi er ligesom en familie. I huset er vi fælles om tingene, og det skal de andre blive ved med at være, selvom jeg er flyttet. Og jeg vil nok også blive husket som en humørbombe – der kommer til at være stille nu!”