Spiseforstyrrelser er en redningskrans

Skrevet



Kirsten Kallesøe arbejder som konsulent og rådgiver i støtteforeningen for pårørende til spiseforstyrrede. Flere gange om ugen tager hun til Århus og en gang om måneden til København, hvor hun rådgiver pårørende og personer, der lider af spiseforstyrrelser og selvskade. Derudover har hun egen praksis som psykoterapeut i hjemmet i Randers, hvor hun bor sammen med sin mand.

På dette års Folkemøde deler Kirsten Kallesøe, i foredraget ’Spiseforstyrrelser er en redningskrans’, ud af sine erfaringer med spiseforstyrrelser og selvskade. Vi har snakket lidt med hende om et liv ind og ud af psykiatrien, ydmygelse men ikke mindst håb.

Hvad kan folk forvente at høre om fra dig til Folkemødet?

Jeg vil forsøge at give folk en anden opfattelse og forståelse af hvad det vil sige, at være syg, som jeg var. En stor del af mit foredrag handler også om, hvad jeg, ud fra mit virke som rådgiver og dengang jeg selv var syg, mener kan gøres anderledes, fra politikernes side, for at vi får et mere velfungerende system.

Hvad er det vigtigste for dig, at få fortalt?

At det er muligt at komme videre og få et liv uden sygdom – især når alle andre synes at have opgivet een. Jeg er et levende eksempel på, at der er muligheder, bare man får den rette hjælp og forløb. Det er også vigtigt for mig at sige, at behandlingssystemet kun kan blive bedre, hvis region og kommune bliver bedre til at samarbejde, og man i højere grad kommer væk fra kassetænkningen, når det handler om mennesker. Virkeligheden er alt for ofte, at har du to diagnoser, havner du tit mellem to stole og ender med svar som ”du er ikke syg nok” eller ”vi ved ikke, hvad vi skal gøre af dig”.

Hvornår gik det for første gang op for dig, at du var syg?

Som 15-årig. I perioden 1980-82 havde jeg mistet mit humør. Jeg oplevede, hvordan jeg fik skæg og øget hårvækst, så jeg gik til læge. Lægens råd var alt andet end medfølende og han bad mig gå hjem og tage tre kilo på. Fordi jeg følte mig så svigtet og misforstået, besluttede jeg mig at tabe 3 kilo i stedet. Da vidste jeg, at der var noget helt galt med mig.

Hvad har været det værste under dine sygdomsforløb?

Jeg var 18 år og meget meget syg, da jeg møder en overlæge på en banegård. Han råber ud over hele perronen: ”Kirsten dit magre rad, du må hellere komme med op på min afdeling, for du kan jo tydeligvis ikke klare dig selv.” Jeg var i chok og følte mig så ydmyget. 

Hvad er dit bedste råd til folk i en lignende situation?

Bevar håbet og hav fokus på muligheder og ikke begrænsninger. Det er også vigtigt, at være bevidst om hvad der gør een glad og ked af det. Der skal være plads til begge dele. Jeg fik det selv bedre fra det øjeblik en psykolog sagde til mig: ”vi må styrke den sunde del af dig, for jo mere Kirsten jo mindre sygdom”. Det er vigtigt at sige til sig selv – jeg er ikke min sygdom.

Mød Kirsten Kallseø i Psykiatriens Telt, når hun fredag kl. 12.30 og lørdag 11.45 holder foredraget ”Spiseforstyrrelser er en redningskrans”.