Mennesker, der i forvejen er hårdt ramt, kan ikke altid kræve deres ret i sundhedssystemet. I Granhøjen er der fokus på, at de får den behandling, de har krav på

Det kan være svært selv at komme afsted til lægen, hvis man har en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse. Men i den specialpsykiatriske virksomhed Granhøjen er der fokus på, at alle beboere i Granhøjens botilbud får den sundhedsfaglige behandling, de har krav på. En af dem, der står i spidsen for arbejdet, er sygeplejerske og sundhedsfaglig koordinator Majbritt Bruun.

Majbritt er den første sundhedsfaglige koordinator i Granhøjen. Hun har en stærk mission om at støtte alles ret til lighed i sundhed. Hvordan Majbritt arbejder for det, og hvordan hun i øvrigt går til sine opgaver, kan du læse mere om herunder. 

”Det er en meget stærk drivkraft for mig, at jeg kan være med til at give nogle af de mennesker, der i forvejen er hårdt ramt, en stemme. Det handler om alles ret til lighed i sundhed, og det brænder jeg virkelig for,” siger hun, der er ansat i Granhøjens botilbud Tjørneparken i Odsherred.

Tjørneparkens beboere har både en psykisk og en somatisk diagnose, og det stiller særlige krav til behandlingen, forklarer Majbritt Bruun.