Forløb med Socialstyrelsen afsluttet, men samarbejdet fortsætter
I foråret 2022 indledte Granhøjen et samarbejde med Socialstyrelsen, der havde til formål at undersøge og udvikle på, hvordan recovery-orienteret rehabilitering ser ud fra den enkelte borgers perspektiv. Præmissen for hele forløbet har været, at der blev nedsat en implementeringsgruppe bestående af ledere, medarbejdere, sagsbehandlere og beboere, som sammen har sikret, at arbejdet med recovery hele tiden inddrager perspektiver fra repræsentanter for de aktører, som er involveret. Implementeringsgruppen har sammen deltaget i en række workshops, som Socialstyrelsen har faciliteret.
Forløbet startede op i maj 2022 og blev tirsdag den 15. november afrundet med en opsamlingsworkshop. På workshoppen blev nøgleværktøjer og ny viden fra forløbet evalueret, og der blev talt om, hvordan der videre kan arbejdes med de nye perspektiver, viden og værktøjer.
En af de pointer, der blev nævnt under opsamlingsworkshoppen var, at forløbet bl.a. har givet rum til, at medarbejdere og beboere på tværs af Granhøjens botilbud er mødtes for at tale om de nuværende praksisser, inspirere hinanden og drøfte hvilke værktøjer fra forløbet, der kan styrke det gode samarbejde mellem beboer og medarbejdere yderligere.
Recovery-orienteret rehabilitering ligger rigtig godt i forlængelse af Granhøjens nuværende tilgange, der er dybt forankret i systemisk og narrativ teori og metoder. Tilbagemeldingerne fra både beboere og medarbejdere, som har siddet i implementeringsgruppen, gjorde det også klart, at det fortsat giver mening at arbejde med og udvikle på, hvordan vi inddrager den enkelte borgers perspektiv, visioner og kompetencer i samarbejdet om at skabe de bedst mulige bo-, behandlings-, og beskæftigelsestilbud.