Granhøjens bæredygtighedsgruppe sætter ind mod affald i naturen
31,9 kg mindre affald ligger nu i naturen, efter efterårets affaldsindsamling er afsluttet. I uge 44 og 45 havde bæredygtighedsgruppen – en dedikeret gruppe af beboere og medarbejdere fra Granhøjens botilbud, der mødes flere gange årligt og udvikler projekter med fokus på bæredygtighed – endnu engang sat ind på at minimere den mængde af affald, der årligt bliver smidt i den danske natur med en affaldsindsamling. Botilbuddet Vesterbro indsamlede 5,2 kg. pr. person, og i alt 15,6 kg. affald. De bliver derfor kåret til efterårets affaldsindsamlere.
Her ses et uddrag af de 31,9 kg. affald, der blev indsamlet ved efterårets affaldsindsamling.
Når bæredygtighedsgruppen mødes i aften, er det for at hylde alles indsats og for at hædre de ihærdigste affaldsindsamlere med en statuette i bedste award-stil. Statuetten er helt ny og er selvfølgelig lavet af genbrugsmaterialer i et samarbejde mellem en beboer og en medarbejder fra et af Granhøjens botilbud. Hvad statuetten skal hedde er endnu ikke besluttet. Men i aften ved overrækkelsen vil bæredygtighedsgruppen drøfte og beslutte et passende navn. Det er også først i aften, at vi får afsløret, hvordan den er kommet til at se ud. Men tanken bag prisen er, at den vil skifte hjem ca. hver sjette måned, hvor et nyt botilbud vil blive hædret for deres indsats på affaldsområdet med statuetten. De næste seks måneder vil den altså pryde botilbuddet Vesterbro, indtil den igen skal overrækkes til de nye prismodtagere ved forårets affaldsindsamling.