Små handlinger kan gøre en stor forskel

Uge 15 var landet over dedikeret til den landsdækkende årlige affaldsindsamling arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening. Ifølge dem deltog op mod 235.000 frivillige affaldsindsamlere, heriblandt var en gruppe beboere og medarbejdere fra Granhøjen.

Det botilbud, der har samlet mest affald i løbet af ugen, kåres som årets skraldeindsamlere og modtager vandrestatuetten Roberta. Roberta er skabt af genbrugsguld og er udarbejdet i et samarbejde mellem en beboer og en medarbejder fra Granhøjen. 

”50 kg.” starter Svenja – der til daglig er teamkoordinator i et af Granhøjens botilbud og medlem af Granhøjens bæredygtighedsudvalg – glad og fortsætter, ”… det er så meget, naturen i Odsherred er blevet lettere.” De 50 kg., som Svenja her taler om, består af affald, der er samlet i naturen omkring flere af Granhøjens botilbud. Svenja har stået i spidsen for at organisere Granhøjens bidrag til Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling i Odsherred, hvor beboere og medarbejdere fra fire botilbud deltog. Og det blev en uge, der bød på høj sol, højt humør og stor entusiasme med et resultat, som alle deltagere godt kan være stolte af!