15 år med højt tempo – Gitte Larsen har jubilæum
I dag har vores sagsbehandler Gitte Larsen arbejdet i organisationen i 15 år. Det har været alt andet end 15 stillesiddende år, for Gitte har både varetaget en række forskellige jobfunktioner og gennemført to uddannelser. Faktisk har Gitte hele fire uddannelser bag sig, selvom (eller måske fordi) hendes lærere i folkeskolen fortalte hende, at hun aldrig ville blive til noget. Selvom Gitte havde fået påduttet sig et narrativ om ikke at kunne noget, så har hun gennem sit levede liv gang på gang vist noget andet.
Gitte Larsen havde 15-årsjubilæum hos Granhøjen 1. august 2022.
“Jeg har i den grad rystet de narrativer af mig. Nu har jeg fire uddannelser, og med hver uddannelse har fulgt en masse udvikling. Senest har jeg afsluttet socialrådgiveruddannelsen, og jeg er en helt anden kvinde nu, for gennem de sidste fire år har jeg lært en masse teori og har reflekteret og forholdt mig til samfundet og til mig selv og min rolle i det. Jeg har fået nye narrativer om modighed og jeg ved, at jeg kan springe ud i noget nyt, for det har jeg nu god erfaring med, og jeg sidder lidt tilbage med tanken, hvor svært kan det være?” fortæller Gitte Larsen.
Gitte startede sit arbejdsliv med at blive først SSH og derefter SSA, men efter kort tids arbejde på et plejehjem, blev Gitte enig med sig selv om, at det nok var bedre med noget mere håndgribeligt som debet, kredit og regnskaber. Og her starter Gittes arbejdsliv i koncernen Gran Recovery and Health – som Granhøjen er en del af – for hun blev ansat som elev, mens hun tog en kontoruddannelse med speciale i økonomi.