Low Arousal giver mere kvalitet

Faglig pædagogisk konsulent Frederik fra Granhøjen har taget den overbyggende uddannelse for Low Arousal – Low Arousal 2 eller LA2, som forkortelsen lyder – der i fremtiden skal blive en fast del af arbejdsredskaberne i Granhøjen.

Det var først da hans kollegaer italesatte det, at Frederik selv opdagede, at han er en god Low Arousal praktikker. Nu har han videreuddannet sig inden for feltet, og du kan læs mere om det i artiklen her.  

Low Arousal, som også kaldes LA, er en tilgang til at arbejde med mennesker, der kan have udfordringer med at regulere deres følelser og adfærd. Det fokuserer på at skabe en rolig og afslappet atmosfære – bl.a. ved at man selv fremtoner roligt og afslappet – hvor personen kan føle sig tryg og accepteret. Hvis du vil vide mere om LA, kan du lytte til vores episode af Specialpsykiatrisk Podcast om netop det.

I Gran Recovery and Health har vi i flere år arbejdet med Low Arousal, og nu udvider Granhøjen arbejdet med overbygningen LA2 – med Frederik i spidsen for implementeringen. Hvordan LA2 adskiller sig fra LA, kan du læse mere om i infoboksen. Men først vil vi gerne vende blikket mod Frederik, og hvorfor netop han har taget den overbyggende uddannelse. For det er slet ikke tilfældigt, at det netop er ham, der skal stå i spidsen for implementeringen. Frederik har siden dag ét i Granhøjen haft en god fornemmelse for, hvordan han skaber en rolig atmosfære omkring sig.